Adelen kjæreste benjamin

Inga Friis

Adelén og kjæresten Benjamin om hemmeligholdingen av forholdet

➡ ♥♥♥ Link: Adelen kjæreste benjamin

➡ ♥♥♥ Link: https://dating18plus.ru/Jessica1984

Jeg har vovet dette Skridt, maaske altfor formastehgt for mig, en af Støvets Sønner. Han antok at strømmen gikk fra de glasselektriske gjenstandene til de lakkelektriske, altså fra + til -. Her kaldes jeg en Daare, alene med min Klage og med min Kummerstaare! I Sakristiet staar nu tvende Postamenter forestillende «Kjærlighed» og «Haabet» der i 1778 blev foræret af Prokurator Lund.

Gud veed, om det vil agtes for et værdigt, passende Æmne, thi jeg maae sige, jeg har ikke noget rigtigt Begreb om disse Disputatsæmner, hvortil jo ikke Alt — f. Andreas Bjørn, privat Faderen Oberst- lieutenant , Sognepr. Med Høitidelighed greb han sit Glas, stødte det mod vore og sagde, medØinene heftede paa Bladet, kun det ene Ord: Sbal! Dertil blev svaret: Det var Clavs Kjerulf.

anneli jäätteenmäki linnan juhlat 2014 Muut kaasujouset - Vi følgerLucas Mads Mikkelsen ,entidligerelærer someransattibarnehage.

Inga Friis opptegnelser fra det gamle Porsgrunn. Del 2 Inga Friis opptegnelser fra det gamle Porsgrunn Del 2 Fortsatt fra Byens kirker Førend østre Porsgrund fik sin egen Kirke, sognet denne Bydel under Eidanger, medens vestre Porsgrund var Annex til Solum. Da Porsgrunds Indvaanere indgav en Ansøgning til Regjeringen, om at faa bygget en Kirke i østre Porsgrund, lød Skiens Borgermesters Erklæring i den Anledning saadan: «Jeg fatter ikke, at en Kirkes Opbyggelse i Forstaden Porsgrund kan være fornøden, uden for at reducere Skien som en af de ældste Byer i Landet til en Stenhob; men jeg tror, at det vilde være en stor Fornøielse for Indbyggerne i Porsgrund i Almindelighed og en Soulagement Trøst for de Fattige og Skrøbelige i Særdeleshed, om deres allerunderdanigste Ansøgning nød allernaadigst Approbation. Dens Indvielse foregik den 10 juli 1760 af Dr. Grunden til at bygge paa blev givet af Kontrollør Biener, hvilken derfor havde Ret til egen fri Begravelse i Kirken og fri Pulpiturplads til «evig Tid» Den var de 2 første Aar Annexkirke under Eidanger; men da døde Presten Jørgen Herman Monrad, der var Prest i Eidanger, og hvis Billede hængte i østre Porsgrunds Kirke indtil den i 1886 blev restaurerer. Nu hænger det i Sakristiet. Presten Monrad var Søn af Prest til Gjerpen David Monrad og 2den Hustru Barbra Leopoldus Løvenskiold. Han var født 1714 og blev dimiteret fra Kristiania Kathedralskole af Rektor Jacob Rasch. Han var Prest til Eidanger fra 1751 og døde 1763. Endskjøndt Brevik allerede i 1672 fik sin egen Kirke, vedblev dog Byen fremdeles at være Annex under Eidanger; men i Monrads Tid 1752 blev Brevik et residerende Kapellani med Prestegaard i Brevik, Brug af gaarden søndre Valler og 100 Riksdaler Offer. Søndre Valler blev benyttet som Enkesæde, men formodentlig solgt i Sogneprest Jonas Reins Tid. Ved Monrads Død blev østre og vestre Porsgrund et Sognekald, under Sogneprest Jeremias Hagerup, der overtog Embedet den 2den December 1762; men blev indsat i samme den 2den Søndag i Faste 1764. Han var altsaa Porsgrunds første Sogneprest. Han dimiteredes til Universitetet af Trordhjems Skoles Rektor Benjamin Dass, tog 1745 theologisk Examen med Laud; for Dimisprædiken fik han illaud. I 1784 beskrives østre Porsgrunds Kirke saaledes: Det er en meget smuk Korskirke med et sirligt Taarn opført efter den nyeste Bygningsmaade. Den har smukke Ornamenter og er den anseligste Kirke, der er bygget af Træ i det hele Amt og mangler nu intet uden et Seierværk. Den har en sirlig Altertavle, afskildret i Kjøbenhavn, forestillende Himmelfarten; store, smukke Messingstager, en med Galloner siret Fløiels Messehagel, et Sølv Døbefad, en net malet og forgyldt Prædikestol, et vel proportioneret hvælvet Loft og over de andre vel indrettede Stole underneden, 7 lukkede Familiestole; den har ogsaa anselige og vellydende Klokker. Her er et stort og lyst Sakristi og under Kirken Begravelse. Til Kirken er tvende Indgange gjennem store, dobbelte Døre. Kirkegaarden er rummelig og omringet med en anselig Mur og for den vestre Ende er en smuk, muret Port. Kirkens Betjente er nu: Velærværdige Hr. Block, Klokker og Skoleholder, og Hr. Schwarck Organist, desuden en Ringer. Her holdes en meget ordentlig Gudstjeneste; Kirkeværgen er den herboende Kjøbmand Peder Baar. Denne Kirke nyder i Tiende hvert 3 Aar af Gaardene Bjørntvedt, Jønholdt og Skrukkerød 7 Rdlr. Legater til denne Kirke er givne af sal. Kancelliraad Schnell's Arvinger 200 Rdlr. I 1782 fik Kirken sit første Orgel, som blev benyttet for første Gang den 24 Novbr. Kirken kostede 6 a 7000 Rdlr. Stoleleien aarlig regnedes med Jord og Klokker til 80 Rdlr. Tillige kjøbte østre Porsgrunds Kirke i sin Tid Eidanger Kirke for 300 Rdlr. Det første Lig der blev begravet paa østsidens Kirkegaard lige ved Kirken, var Søfren Nielsen. Graven er dekket med en umaadelig stor jernplade og paa denne læses: «De døde Ben, som under et Evigheds Haab hviler under dette Laag, haver i Livet tilhørt den fordums velædle Seig. Søfren Nielsen, født i Næskilen 1715, boet som Kjøbmand i Porsgrund siden 1743. Død sammesteds 12te August 1760, og begravet 18de August som første Lig i denne Kirkegaard. De havde 3 Pleiedøttre, nemlig: Constance Berg, gift med Ditlef Rasch; Margrethe Berg, gift med Berggren, og Severine Constance Nielsen, gift med Manael. De boede alle i Porsgrund. I kirkekjælderen Fra 1760 og til 1795, blev der bisat i kirkekjælderen omkring 30 Ligkister, hvori 20 Voxne og Resten Børn. I Aaret 1900 aflagde vi en Visit i de Dødes Sovekammer og de første Kister vi standset ved var Sogneprest Monrad og Frues. Laaget blev aftaget paa den første af disse, men der var ikke Spor af Lighed at finde mellem de Folk, vi nu saa for os, og det Portræt af ham, der hænger i Kirkens Sakristi, hvor han med foldede Hænder knæler for Kristus paa Korset. Han var ikke i Ornat, men nedlagt i Svøb. Hans Frue saa ud til at have været en liden Dame med fine Ansigtstræk. Kisterne vare sortmalede og flere vare udstyrede med Metalforsiringer som vel har været forsølvede i sin Tid. Monogrammer var der paa de fleste. Børnekisterne vare overtrukket med sort Klæde eller Fløiel. Der var især 2 Kister der ved sin Størelse og sit pragtfulde Udstyr vakte Opmærksomhed; det var Lieutnant von Schraders og hans Moders. Paa Lieutnantens stod Monogrammet F. Fredrik von Schrader og over dette en Krone. Liget var næsten hensmuldret, og den store Allongeparyk som Lieutnanten havde havt paa, var næsten fortæret af MøI og Mølorm, dog var der Rester igjen som gav os Vished for, at det havde været en Paryk. Han var bisat den 7 januar 1782. Paa Moderens Kiste stod Bogstaverne M. Fruen havde vistnok af Vext været en meget høi Dame. Hendes Ligtøi, der var af Bobinet, var fint udstyret med Kniplinger og Liglagenet var af Linlærred. Paa Hovedet havde hun en Kappe besat med Pibestrimler, der sluttet tæt til Ansigtet og Kjolen var lagt i fine Læg eller Folder over Brystet. Hænderne laa foldede og omkring Haandlederne var Kjolen besat med pibede Bobinetsstrimler og Kniplinger. Hun blev bisat samtidig med Sønnen. Paa Lagenet var syet hendes Navn, ovenover dette en Krone og under Navnet Tallet 3, alt i blaat. Formodentlig var Lagenet noget af hendes Udstyr fra Fædrenehjemmet i hendes Ungdom. Saa blev en Kiste aabnet hvorpaa stod Monogrammet N: A: og hvori laa en gammel Mand. Han var iført Paryk og denne var vel bevaret, men Krøllerne som havde prydet den paa Siderne var faldt af og laa løse paa Skuldrene. Hans Liglagen var af fint Kammerdug og besat med en dobbelt Plisée. Det var gamle Nils Aall, der døde i Mai 1784. Vi saa ogsaa et lidet Barnelig nedlagt i hvid Kjole, hvorpaa var fæstet Iyserøde Silkesløifer der endnu havde sin oprindelige vakkre Farve. Sløiferne vare fæstede paa Kjolen med rundhovede Knappenaale. De øvrige Kister indeholdt Ligene af: Madame Aall, bisat 1760. Kammerjunker von Løvenskiolds Frøken Datter, 1790. Frøken Løvenskiold paa Rafnæs, 1794. Madame Storm og Kontrollør Biener. Ved Kirkens Indvielse den 10 juli 1760 var der stor Stads. Fra Skien kom der Musikanter for at blæse af Taarnet; disse fik i Godtgjørelse 5 Rdlr. Den første der blev døbt i Kirken var Bowmans Barn; da kimet begge Klokkerne. Det var den 28de samme Maaned. Han betalte baade for Lysene at brænde og Klokkerne at kime. Til Muren om Kirkegaarden brugtes 500 Mursten og 43½ Tønde Kalk; til at minere den Sten der tiltrængtes, brugtes 48 Pd. Efter 27 Aars Forløb fandt man dog at denne blev for liden, da Menigheden var forøget med nogle hundrede Mennesker. Det blev derfor paa den anden Side af Gaden indkjøbt et Stykke Jord tilhørende Jønholdts daværende Eier justitsraad Coucheron. Under et stort Asketræ paa denne Kirkegaard, ligger Sognepræst Jeremias Hagerup og Frue begravet. Der var meget faa Huse paa Kirkehaugen da Kirken blev bygget. Et Hus hist og et her, ellers kun Løkker rundt omkring, hvor Heste og Kjør gik og græssed om Sommeren. Biener siger i sit Gavebrev angaaende Kirken, at det Stykke jord som han skjænker til Tomt er en Hestehavn, eller som det staar en «Hestehauge» paa Helleberget. Paa et gammelt Billede fra omkring Slutningen af det 18de Aarhundrede der findes paa nedre Jønholdt ser man Kirken og dens Omgivelser, hvoraf man godt kjender igjen det nuværende «Gamlehjem». Ligeledes ser man Landeveien, der omtrent gik hvor den nu gaar, lige forbi Jønholdts Have, hvor man ser store smukke Trær og en af den Tids moderne Havepavilloner der almindelig vare byggede ottekantede. Et par store Grinder og en Milepæl ser man ogsaa paa det gamle Billede. Vestsidens kirke Ifølge Optegnelser fra 1690, blev der i dette Aar indviet et Stykke jord i vestre Porsgrund for at lette Begravelserne, da Veien til Solum var lang; vestre Porsgrund var nemlig Annex til Solum. Siden blev opført en Reisning af Tømmer som stod til 1722, da der blev bygget et Kapel der, hvor den nuværende Kirke er beliggende. Imidlertid blev dette i Aarenes Løb daarligere og daarligere, tilslut næsten faldefærdigt og ubrugeligt. Vestsidens Beboere var derfor nødsagede til at indgive en Ansøgning til Kongen om at faa bygget en Kirke; men førend dette skede blev der udnævnt en Kommite om at henvende sig til Provst og Sognepræst til Solum Anders Baar angaaende dennes Lønning af Vestsidens Beboere i det Tilfælde Ansøgningen blev indvilget. I denne Anledning blev der indgaaet og skrevet en Kontrakt imellem Sognepresten og den nævnte Kommite, hvori denne paa sin Side forpligtede sig til at holde de regelmenterede Gudstjenester med Prædiken, Altergang, Barnedaab o. Provst og Sogneprest, Velædle og Høilærde Hr. Anders Baar den Summa 30 Rd. Denne Kontrakt blev underskrevet den 6te Marts 1756. Ansøgningen til Kongen blev skrevet den 5te juli 1756, hvori det gamle Kapel omtales saaledes: «Det er nu ved Ælde i den Stand, at vi ei der kan forrette vor Gudstjeneste af Frygt for at det falder over os, ei heller kan denne Bygning repareres, saasom Grunden er ganske bortraadnet». Tilladelse til at bygge en Kirke blev derfor givet af den daværende Konge over Norge og Danmark Fredrik den Femte og samme er skrevet paa Fredensborg Slot den 24de September 1756. Samme Høst begyndte man derfor allerede at bryde Graasten til Murene, og lægge Grundvolden til Sanghuset, Kirken og Taarnfoden af Grundmur, saavellsom under Sanghuset et vel indrettet Begravelsessted. Derpaa blev Sanghuset, Kirken og Taarnfoden opbygget af Træ, Sanghuset med et fladt Loft og Kirken med et hvælvet do. Sanghuset og Kirkens Tag blev belagt med blaa Tagsten. Angaaende Gaver der bleve skjænkede til Kirken, findes de optegnede af Kirkeværgen Simon Frantson Cudrio og disse vare: En Klokke til at hænge i Taarnet, af de Herrer Jørgen og Zacharias Simonssønner. Taarnets store jernspir, af Hr. En Kalk og Disk samt en Æske til Oblater, alt af Sølv. En Damaskes Alterdug og 3 Servietter til Daaben af Mad. Et Darnaskes Haandklæde til Daaben af Mad. En smuk stafferer Skammel for Alteret af Hr. En stor Bibel med smukke Kobberstik og Messingbeslag uden paa Bindet, af Hr. Visiteur Rasmus Schjøth udi Brevig. Af Petter Frantsøn Cudrio 2de store Lysestager af hvidt Metal til Alteret. Af Simon Frantsøn Cudrio og Kjæreste en Messeskjorte, Alterdug stafferer med Kniplinger og et Haandklæde til Daaben af Lærred; saa og et Døbefad og Kande af Tin, samt et Skilderi udi Altertavlen, gule Silkefryndser om Alterklædet og Prædikestolklædet saa og Prædikestolens Indklædning af smaa Pilarer og en oval ovenover Døren. Af Petter og Simon Frantsøn Cudrio foræret Afdelingen imellem Sanghuset og Kirken, der er gjort af Træ; Dørene med Laase og Hængsler samt Beslaget ovenover Kordøren. Laas og Hængsler til den store Kirkedør af Smedemester Tollef Thorsøn i Skien. En meget smuk Messing Solskive af Hr. Peder Johansen Holst fra Arendal. Provsten Baars Arvinger er foræret en Messinglysekrone derpaa indgraveret: «Anders Pedersen Baar»; samme er ophængt udi Kirken. Den 16de Marts 1758 blev Kirken indviet og blev kaldt «Imanuel». Da hans Høiærværdighed Biskop Niels Dorph var syg og sengeliggende, skede Indvielsen ved Prost Johan Fredrik Monrad. Følgende Præster vare tilstede: Hr. Knub, Personel-Kapellan til Holden Sognekald; Hr. Christian Paust, Sognepræst til Sandeherreds Menigheder; Jørgen F. Monrad, Sognepræst til Eidanger; og Hr. Den 17 januar 1758 blev det første Lig begravet efter Kirkens Bygning. Det var 1 Maaneds gammelt Barn. Den 8 juni 1758 blev det første Barn døbt i Kirken; dets Navn var Johan Octasio von Cappelen. Den 12 August 1758 foregik den første Vielse i Kirken; Brudefolkene hed Anders Rasmussen og Berthe Christensdatter. Bisatte i Kirkekjælderen bleve i Aarenes Løb: Catharina Cudrio 1759; Anne Reen 1762; Henrik Larsen Wright 1764; Fru Inger Wright samt hendes lille Barn Jokum Wright 1774; Martha Wright 1775; jomfru Bergitta Helletz 1784; Rasmus Helletz Kone 1798; Rasmus Helletz 1804. I 1779 blev der i vestre Porsgrund Fødte 23, Døde 24, Gifte 3 Par og Altergjæster var 634. I 1780 blev der i østre og vestre Porsgrund tilsammen Fødte 40, Døde 32, Gifte 11 Par, og i 1784, Fødte 33, Døde 25, og Gifte 10 Par. Anders Baar blev 1713 udnævnt til residerende Kapellan til Solum; 1738 blev han Sogneprest sammesteds og døde formodentlig 1759, altsaa i en og samme Menighed i 47 Aar. I sin Ansøgning til Kongen om at faa en Kirke paa Vestsiden bemærker han det, «at han har været Prest ved Solum i 43 Aar og i al denne Tid ogsaa været Prest for vestre Porsgrunds Menighed». Efter Baar blev Knud Ramshard Sogneprest til Solum; men han var der kun i 11 Aar. I 1771 blev Jacob von der Lippe udnævnt til Sogneprest sammesteds. Man ved Navnet paa 4 Solumsprester før Baars Tid, nemlig: Povel Ringkjøbing, Bent Bredenberg, Peder Knudsen Tested og Peder Larsen Helding. Disse har vel ogsaa været Prester for Vestsiden kanske; dengang laa jo rigtignok Solum under Skien. Endnu existerer der forskjellige af de Gaver som blev skjænket Kirken da den blev bygget; saaledes var det meget interesant at se den gamle Bibel, der var skjænket Kirken af Apotheker WøIner. Den ligger nu forvaret i en laaset Kasse med Glaslaag over, men ved Hr. Kirkeværgens Godhed blev der Anledning til at se den igjennem. Den er «prentet» i Kjøbenhavn ved Melchior Wærtzau 1633 og udgivet paa Christian den Fjerdes Befaling. Foran i Bibelen staar der Billeder af de oldenburgske Konger ifra Christian den Første og til Fredrik den Tredie og foruden disse er der ogsaa Billeder af Christian den Fjerdes Søn, - Kronprins Christian og dennes Gemalinde Magdalene Sybille, Prinsesse af Sachsen. Christian var født 1603 og døde 1647; hans Gemalinde var født 1617 og døde 1668. Som det vordende Kongepar har vel disse faaet sin Plads der, men Faderen overlevet Sønnen et Aar og Kongens yngre Søn blev Konge, under Navnet Fredrik den Tredie. Bibelen er udstyret med fine Kobberstik; af disse ser vi Adam i Paradis og Eva komme krybende ud af hans Side. Ved Salomos Bog findes Opgangen til Salomos Tempel med de forskjellige Dyreskikkelser paa hver Side af Trappen. Nogle Bogstaver der staar foran i Bibelen, finder man ogsaa over Alteret i Vestsidens Kirke. Akkurat Mage til denne Bibel skal findes i Hiterdals Kirke. Ude i Sakristiet kan man tydelig se hvor Alteret i det gamle Kapel stod, og i Væggen der, er endnu staaende en Slags Altertavle. Forresten er Væggene der prydet med 2de Altertavler, begge forestillende Nadveren. Den ene af disse er malet af Gottfrid Prøys og blev han betalt med 26 Rd. Et Billede forestillende Simon og Anna i Templet hænger ogsaa paa Væggen der, og det blev foræret Kirken af Organst H. Bye den 10 August 1848. Ligeledes findes en smuk malet og forgyldt Trætavle, en Slags Mindetavle, over Petter Høyman og Anne Reen, der skjænkede en større Pengesum til Kirken. Midt paa Tavlen staar en Inskription over Petter Høyman og Anne Reen. I Sakristiet staar nu tvende Postamenter forestillende «Kjærlighed» og «Haabet» der i 1778 blev foræret af Prokurator Lund. Disse stode forhen inde i Kirken. Ligeledes findes i Kirken den gamle Messinglysekrone som blev foræret af Provst Baars Arvinger. En stor Ligsten med Inskription ligger udenfor Hovedindgangens Dør og danner ligesom et Trappetrin; men Inskriptionen er aldeles umulig at læse, da Bogstaverne og Aarstallet ved Slitage næsten ere udslettede. I 1810 fik Vestsidens Kirke et Legat stort 548 Rd. Allerede i 1774 havde Kirken en større Reparation paa Taarnet og Taget, der befandtes brøstfældige. Klokker Thomsen Paa Kirkehougen, i den Gaard som nu for Tiden er et Hjem for gamle Mænd og Kvinder, var i gamle Dage Skolegaard for baade Gutter og Skolen var i 2 Afdelinger; ovenpaa var der Borgerskole, nedenunder Almuskole og Skolens Bestyrer var Klokker Thomsen som havde sin Bolig der. Hjælpelærere var Fredrik Dahl og Søren Flug. Løkken ved Siden tilhørte Skolegaarden; der havde Thomsen Haven sin og denne var især bekjendt for sine store prægtige Kirsebærtrær. Folk i Porsgrund kan endnu mindes de stod i Nærheden der, hvor man for nogle Aar siden minerede. Denne Løkke er nu den Kirkegaard hvor Kapellet staar; paa Løkken stod ogsaa det gamle Klokketaarn. Thomsen var en meget flink og afholdt Lærer, som alle Børnene var uniaadelig glad i; iallefald taler flere af de ældste Folk her i Byen, som vare hans Elever, om ham, med Agtelse og Kjærlighed. Det lader til at han deltog i Børnenes Sorger og Glæder, thi han var vist ligesaa meget deres Ven og Raadgiver som den dygtige Lærer, der efter den Tids mangelfulde Lærdom, sad inde med mange Kundskaber. Men de havde ogsaa stor Respekt for ham; naar de ved ulydighed eller Dovenskab havde fortørnet ham - vidste de, at de bleve straffede, om end paa en mild Maade. En af hans Elever der døde for adskillige Aar siden og var da en Mand paa henimod de 90 Aar, talte ofte om den Tid han var Skolegut og gik paa Skolen hans, hvorledes de ældste og flinkeste Elever fik Lov til at undervise de mindre Børn og det blev regnet for en særdeles Ære af de store Gutter, at være Hjælpelærere. Ligeledes fik de Elever der havde lært sine Lektier bedst, Tilladelse i Frikvarteret til at hente et Spand Vand, der var friskt og kaldt, fra en liden Olle, som man endnu finder lidt bortenfor øvre Frednæs, paa Veien til «Øiekast». Det var ikke saa rig Anledning til at faa godt Drikkevand i de Dage som det nu er; Veien var nok lidt lang, men for Gutterne var det en stor Fornøielse at faa Lov til at hente Vand ifra Ollen. Thomsen tog ogsaa de snilleste og flinkeste Elever med sig ud i Skov og Mark for at studere Botanik; da samlede de Blomster og Planter og han forklarede alt paa en saadan tydelig Maade, at den Smule Botanik de lærte i Gutteaarene af den gamle Lærer, glemte de aldrig han lagde en god Grundvold i Barnehjertet for Fremtiden. Klokker Thomsen var en meget musikalsk Mand og gav ogsaa Undervisning i Musik til Byens unge Damer. Imedens han var Klokker var det engang paa Nippet at østre Porsgrunds Kirke kunde brændt. En af hans gamle Elever for talte derom saaledes: «Jeg havde som en halvvoxen Gut sammen med min Onkel været paa jagt ude i Eidanger og tog Veien hjem over Skukkerød. Det var noksaa sent udover Høsten en Søndag Aften. Da vi passerede Kirken, saa vi et lidet Lysglimt igjennem Vinduerne derinde, akkurat som der skulde brændt Lys. Vi gik fra den ene Kirkedør til den anden, men de vare alle forsvarlig stængte; vi løb derfor alt hvad vi kunde bort til Skolegaarden og fik banket op hos Thomsen, der i stor Forskrækkelse over det vi fortalte, foer op af Sengen og fik lidt Tøi paa sig for at undersøge, hvad der var paafærde i Kirken. Paa Lysestagerne blev der hængt lange sorte Krepflor, med den Afdødes Navnetræk i Sølvbogstaver. Thomsen døde 1835 og der var stor Stads ved hans Begravelse; denne foregik fra Kirken, der i den Anledning indvendig var pyntet med Kranse og Blomster. Liekeledes var der sat smaa Granbuske hele Kirkegulvet op til Alteret. Med Agtelse vi komme ham ihu Og derfor kjære Thomsen, mindes Du! Han var født 1757 af Forældre Prest ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn Mauritz Hansen og Anne Dorthea Muus. Han tog Embedsexamen 1781 med haud illaud og udnævntes 1782 til pers. Han var gift med Abigael Wulfsberg fra Tønsberg født 1758, død 1823. Halling død 1801 og Anne Kathrine Due, Datter af residerende Kapellan i Sandsvær Johannes S. Han ansattes først som Kopist ved det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn uden Løn og var Skriver og Inspektør paa Læsesalen. Han var i 2 Aar Alumnus paa Borchs Kollegium og viste ved trykte Afhandlinger sine Kundskaber i Naturhistorie og især i Mineralogi der var ham som Kongsbergenser et kjært Studium. Professorerne Vahl og Waitz havde medvirket til at fremme disse hans Interesser. Schjøtt og Anne Hersted i Jylland; kom 1808 med Forældrene til Kristiania, blev Student derfra 1822, Kand. Gift i 1828 med Anna Jacobine Olrog, Datter af Generalskibsmaaler Peter Olrog og Margarete Gluckstadt. Han har udgivet et Par Taler og Salmer. Han var en mere end almindelig klassisk dannet Mand og synes en af hans Sønner at have taget Arv efter ham i denne Retning - Professor i Græsk P. Han blev Student 1826 og i Løbet af 5 Aar fuldendte han sine akademiske Studier. I 1832 blev han Bestyrer af Kragerø Borgerskole, 1836 ord. Kateket sammesteds, 1845 Sogneprest i Porsgrund og 1849 Biskop i Tromsø. Han var Storthingsmand 1839, 1845 og 1848 og døde i Hamburg paa en Reise til Carlsbad 1855, og blev begravet i Kristiania. Han var gift med Caroline Boeck, Datter af Kaptain Cæsar Boeck og efterlod 3 Børn. Han var Student fra Drammens Skole 1828, Kand. Han kom ei til at holde sin Tiltrædelses Prædiken, der imidlertid senere er trykt. Gift med 1 Marie Wleugell f. Han var Storthingsmand for nordre Trondhjems Amt 1845 og 1848. Han blev Student 1829, tog Embedsexamen 1836. Han udnævntes 1837 til pers. Gift med Bolette Christine Oline Selmer, Datter af Kjøbmand J. Han har udgivet et par Prækener og et Foredrag om Daaben, i Anledning af den ved Lammers vakte Bevægelse. Han var født 1823 i Stavanger af Forældre Skibskaptain Lars Stranger Winsnes og Elisabeth Sofie Rosenkilde. Blev Student 1842 og tog Embedsexamen 1847. Efter dennes Død ansattes han som pers. Han blev gift 1852 med Johanne Albertha Bendicte Kielland, Datter af Sogneprest i Lyngdal, Gabriel Kirsebom Kielland og Gustava Blom. Aar 1858 udnævntes han til Sogneprest i Porsgrund Høsten 1881 udnævntes Winsnes til Sogneprest i Lier ved Drammen. Arnesen, 1882 til 1890, er født i Gudbrandsdalen af Forældre Foged Haagen Arnesen og Ellen født Bjerch. Blev Student 1854 og Kandidat 1860. Fra 1863 til 1882 virkede han ved Kristiansands Seminarium, hvis Bestyrer han var fra 1872. Han blev 1862 gift med Margrethe Wildhagen, Datter af Stadsfysicus Wildhagen i Drammen. Vaaren 1890 udnævntes han til Sogneprest ved Uranienborg menighed i Kristiania. Krogh og Hustru Kaja f. Blev udnævnt til Sogneprest i Flekkefjord 1880, til Provst i Flekkefjords Provsti 1885 og kom derfra til Porsgrund i 1890. Gamle slægter Familien Vauvert I Slutningen af det 17. Aarhundrede under Ludvig den Fjortendes Regjering i Frankrig, skede den store Religionsforfølgelse, hvorved Kongen gik meget egenmægtig tilverks og ophævede det nantiske Edikt, der var oprettet af Henrik den Fjerde - Frankrigs Konge 1589-1610. Det bestod deri at Protestanterne Huguenotterne fik Ligeberettelse med katholikerne. Henrik oprettede dette 1598 og blev det anset for en af hans vigtigste Regjeringshandlinger; men 1685 ophævede Ludvig det, som bevirkede, at 400. Adelen blev aldeles gjort afhængig af Kongen og Hoffet. Iblandt disse Flygtninge var der en ung Adelsmand ved Navn Duschesne de Vauvert, der med Kone og 2 Sønner paa et danskt Skib vilde folade Frankrig. Forældrene tilligemed de Kostbarheder de havde reddet ombord blev taget tilbage, men Sønnerne paa 3 og 5 Aar der skal have været skjulte i et Skab bleve af Kaptainen bragte til den danske Dronning, der tog sig af dem og lod dem opdrage til Officerer. Dronningen hed Charlotte Amalie, Datter af Landgrev Vilhelm af Hessen-Kassel f. Hun var anset for at være en meget ædel Kvinde og døde 1714. I Kjøbenhavn kjøbte hun det Palæ hvor nu Kunstakademiet findes og som efter hende fik Navnet Charlottenburg. Den ene af disse Officerer blev ansat ved de holstenske Tropper og om ham vides intet. Den anden Officer der hed Louis kom til Norge og er formodentlig den Kaptain Vauvert der 1716 i det Trondhjemske anførte et Kompagni mod de Svenske. Ved Moss skal han været saaret i Læggen af en Kugle og denne, der ikke blev udtaget, bevirkede i hans Alderdom Døden. Han er saaledes Stamfader til den vidt forgrenede Slægt Vauvert her i Landet, hvoraf de fleste har boet paa disse Kanter. Han var født 1682 og var gift med Anna Marie von Bähr, en tysk Kommandants Datter. Hun var født 1700 og døde 1751. Louis Duschesne de Vauvert døde som Generalmajor i Kristiania omkring 1750. Generalmajorens havde 3 Sønner og 1 Datter hvoraf Sønnen Fredrik født i Kristiania 1729 blev Kaptain i det Vesterlenske Regiment og boede i Nærheden af Stavanger. Han blev gift med Anna Aagaard, født i Stavanger 1729, Datter af Kjøbmand Aagaard sammesteds. De flyttede senere til Porsgrund og boede paa Osebakken, hvor de begge døde, Kaptainen 1790, Fruen 1799 og bleve begravede ved Gjerpen, hvortil Osebakken sognet i gamle Dage. Disse vare de første af Navnet Vauvert i Porsgrund. Kaptainens havde 4 Døttre og en Søn; Datteren Anna Marie blev gift med Handelsmand i Stavanger Arnt Hjelm. Disses Søn var Peder Pavels Hjelm, Prokurator i Skien f. Med sit kvikke og vittige Hoved var han en af dem, der leverede poetiske Bidrag til Skiens første Avis kaldet «Ugeblad for Skien og Omegn». Han var 2 Gange gift; først med Martha Holmsted Tobiesen, f. Fru Louis Vauvert nedstammede saaledes paa sin Moders Side, fra den adelige gamle Slægt Barfod, hvis Forfædre man kan følge langt op i Tiden, helt til 1455. Kjøbmand Louis Vauvert var anden Gang gift med Magnine Pontoppidan, Datter af Professor og Stiftsprovst i Aalborg Johan Ludvig Christian Pontoppidan. De havde Bryllup Februar 1807. Hun døde i Porsgrund April 1827. Baade Louis Vauvert, dennes Søn Christen Tobiesen Vauvert, og ligeledes dennes Søn Skibsreder Louis Vauvert boede ved Osebro i den gamle «Vauvertgaarden» der brændte 1865. Havnefoged og lodsoldermand Fredrik Vauvert gift med Charlotte Pontoppidan, boede paa Vestsiden i deri Gaard som senere tilhørte John Jensen. Han var født 1785 og døde 1874, og var Søn af Kjøbmand Louis Vauvert og dennes første Hustru Martha Holmsted Tobiesen. Til de ældre Slægter her i Porsgrund maa ogsaa nævnes Familien Flood. Den skal oprindelig være af dansk Æt, men kom til Skien i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Brødrene Jørgen Flood 1792-1867 og Elias Marthinius Flood død 1838, vare Sønner af Peder Jørgensen Flood og Inger Jørgensen Wesseltoft, Datter af Jochum Jørgensen der eiede Molhougen. Peder Flood var Kjøbmand i Skien og havde foruden nævnte Sønner: Kjeld, Nicolai Benjamin, Paulus, Kjøbmand i Porsgrund og Boye der var Prest i Hitterdal; samt Døttrene: Hedvig, Anne Simonine og Marie. Sidstnævnte var gift i Porsgrund med Skibskaptain Edvard Hald. Denne Butik var kjendt i hele Langesundsfjorden paa Grund af de fine Manufakturvarer som man her kunde faa kjøbt; i samme Gaard dreves ogsaa et større Tobakspinderi af Firmaet. Denne Gaard brændte i 1899. Konsul Jørgen Flood var gift med Hanna Thomine Aall, en Datter af Jørgen Aall og Frue født Weyer. De havde i sit Ægteskab 3 Sønner og 3 Døttre, hvoraf Sønnen Jørgen Aall Flood var dansk Vicekonsul i Porsgrund. Elias Marthinius Flood døde ugift og efterlod sig flere Legater, saaledes foruden et Familielegat paa 20. Familien Wright Blandt de mere fremragende Slægter paa Vestsiden i gamle Dage maa først nævnes de rige og agtede Forretningsmænd Brødrene Lars og Petter Henriksen Wright. Familien var oprindelig af skotsk Æt, idet Stamfaderen Realph Christian W. Traditionen om denne Udvandring til Norge fra Skotland Iyder i Familien saadan, at Stamfaderen kom herop fra Danmark antagelig med Ulrik Fredrik Gyldenløve der i 1671 blev ophøiet til Greve af Laurvik. Han blev meget gammel og efterlod sig flere Børn og blev Stamfader til Familierne Wright i Porsgrund, Langesund og Lardal. En af hans Sønner Henrik Realphsen W. Han var første Gang gift med Maren Jacobsdatter Schriver og senere med Else Justdatter Schavenius. Efter sidste Ægteskab var Lars og Petter W. Lars var født 1727 i Laurvik. Han var først Kjøbmand i Brevik hvor han giftede sig 1754 med Marthe Davidsdatter Chrystie - en Datter af den skotskfødte David Chrystie og Karen Hansdatter Winther. I 1760 giftet Lars W. Det var nemlig deres Datter Inger, der var Lars Wrights Brud; de bleve hjemmeviede Kl. Her drev han Skibsrederi og lod sine Skibe hente Salt fra Spanien og Vine og Brændevine fra Frankrig. Dertil drev han en større Vinforretning og var en meget driftig Kjøbmand. I sit andet Ægteskab havde han mange Børn, men flere af disse døde som mindreaarige. I August 1782 døde Lars W. De Børn der overlevede ham var Jørgen f. Han overtog sin Faders Vinforretning og Lageret var i Kjelderen i Seilmager Knudsens nuværernde Gaard. Han var gift med Elisabeth Helletz en Datter af Skibskaptein Helletz og havde en Datter Birgitte W. I 1805 eiede Jørgen W. Derefter med Petronelle Blom Datter af Albrecht Blom, Kjøbmand i Skien. Han var ogsaa først Skibskaptein senere Kjøbmand i Langesund; gift med Bolette Cudrio sin Svigerindes Søster. Disse havde 4 Døttre hvoraf den ældste Anne Cathrine blev gift med Proprietær Nic. Aall paa Bjørntvedt - hendes Moders Fætter. Inger Laurine blev gift med Doktor Thorstensen. Lars Wrights Broder Petter var f. Han var en rig Mand og drev en større Forretning som Skibsreder og Kjøbmand. Han var gift med Kirstine Brun, der døde 1808; Petter W. Deres Søn Eilert Brun W. Men i Krigens Tid og derved at Pengenes Værdi blev reducerede fra en Daler til 2 Skilling som de kom til gjælde, gik det tilbage for ham. Han var gift med Barbara Abigael Monrad født Freck. Disses Søn var Folkman W. Han var ogsaa Skibskaptein og boede paa Vestsiden og var gift med Hanna Larine Willumsen, død 1881. Familien Monrad Navnet Monrad er et meget gammelt Slægtsnavn og vidt udbredt baade i Norge og i Danmark. Det er oprindelig af tysk Herkomst og man tror at Martin Luther hørte til samme Slægt; thi det Vaaben som endnu er i Familien Monrads Eie, skal være aldeles ligt det, som har tilhørt Familien Luther, nemlig: en Maane, et Rad eller Hjul og en Stige. Vaabenet hos den Monradske Families Efterkommere her i Byen staar paa ældgamle fine Porcelænskopper, der har gaaet i Arv i flere Slægter; ligeledes var Vaabenet graveret paa et kostbart Gulduhr, som desværre nu ikke længere er i Familien; thi den der eiede det blev borte paa Søen, ved at Skibet forliste. Stamfaderen til den norske Familie af dette Navn udvandrede fra Tyskland til Danmark i det 16de Aarhundrede og blev Prest i Sønderjylland og i mindst 5 Slægtled tilhørte Sønnerne den geistlige Stand. Fra Danmark kom Slægten op til Norge hvor der i de sidste Aarhundreder har været mange Embedsmænd af dette Navn. Saaledes var den danske Geistlige og Statsmand Biskop Ditlef Gothardt Monrad f. Ogsaa her i Landet har det særlig været flere Geistlige af dette Navn. Saaledes var Professor Markus Jacob Monrads Fader Prest paa Nøterø. I Nærheden af Porsgrund var der i Midten af det 18de Aarhundrede to fremragende Geistlige af samme Slægt, nemlig Sogneprest Jørgen Monrad til Eidanger og Provst I. Fra denne sidste nedstammer Familien Monrad i Porsgrund, der især har boet paa Vestsiden. Christian Monrad var Søn af Provst M. Han var Skibskaptein og boede paa Vestsiden i den Gaard lidt nedenfor Broen Lille-elv der endnu gaar under Navn af «Monradgaarden». Først var han gift med Barbara Jørgensdatter Monrad, formodentlig en Datter af Presten i Eidanger. I 1791 giftede han sig for anden Gang; Bruden hed Inger Bugge Adzlew og var f. Hun var kun 15 Aar gammel da hun stod Brud, medens Brudgommen var 37 Aar. Hun var af en stor og rig Kjøbmandsslægt i Skien og var Datter af Jochum Schweder Adzlew og Clara f. Hendes Moder var altsaa af den rige Wesseltoftslægt, hvoraf nogle kaldte sig Zachariassen, nogle Jørgensen og andre Simonsen, men oprindelig var Navnet Wesseltolft. Denne store og vidt udbredte Slægt var indgiftet i de største og rigeste Familier i Skiensfjorden i gamle Dage. De vare ikke alene rige paa Penge men de vare ogsaa rige paa Børn de fleste af denne Slægt og Madame Clara Adzlew havde ikke mindre end 14 Søskende. En af disse, Jørgen Zachariassen blev gift i Brevik med Bodil Nilsdatter, hvis Fader eiede 20 Gaarde ved sin Død. Hver af hans 5 Børn fik 4 Gaarde og Jørgen Zachariassen arvede saaledes efter sin Svigerfader «Lønne», «Lanner», «Kokkersvold» og «Traaholdt». Inger Bugge Adzlews Forældre boede paa «Brække» ved Skien, hvor formodentlig ogsaa Brylluppet stod. Hun var blevet meget fint opdraget og efter Datidens Skik havde hun sin egen Ridehest til sin Raadighed. Som Nygifte flyttede Monrads til Porsgrund og bosatte sig i «Monradgaarden» hvor alle deres 12 Børn ere fødte. Foruden sin Gaard paa Vestsiden eiede Monrad 3 Gaarde i Skien, Deilig «Brække», «Lagmandsgaarden» og «Frogner». I Krigens Tid blev deres Børn sendt op til en af disse Gaarde, da man troede det var mere sikkert at være der, end i Porsgrund. Monrad var en rig Mand, men tabte mange Penge i Krigens Tid. Derfor begav han sig atter ud paa Sjøen med sit Skib «Providentia» - efterat dette havde været oplagt i 5 Aar - i 1825, og havde begge sine Sønner med sig, men baade han og den ældste Søn blev borte paa denne Reise. Monrad var dengang 71 Aar gammel. Madame Monrad døde i «Monradgaarden» i 1850. De havde 12 Børn, hvoraf flere døde ganske smaa i Barnealderen. En Datter blev gift med Kjøbmand Jacob Kruse Møller og en Datter med Skibskaptein Halvor Erichsen; begge disse boede paa Vestsiden. Familien Møller Ligesom de foregaaende gamle Slægter, var ogsaa Familien Møllers Stamfader, Dr. Hans Møller, indvandret til Norge fra Danmark. Han var Søn af en Proprietær i Egnen ved Fredericia og Broder af Sjællands Biskop Rasmus Møller og Onkel af Digteren Poul Møller. Han virkede først som Læge i Danmark, hvor han skal have været nær ved at blive Livlæge hos Kristian den Syvende istedetfor Struensee; senere i Smaalenene. I 1786 blev han Landfysikus i Bratsberg og kjøbte Aakre. Han var gift med Eleonore Hedvig Rasch, der til Østre Porsgrunds Kirke skjænkede Sølvfadet til Døbefonten. Fadet er med forgyldt Ramme og vægtig 122 Lod og kostede 99 Rd. I Bunden paa samme staar Monogrammet E: H: R: I 1772 den 7 juli havde de et Barn til Daaben der blev døbt «Carl Deichmann». Faddere Vare: «Canselliraad Carl Deichmann, Captain Bartholomæus Rasch, Ditlef Rasch, Fru Canselliraad Løvenskiold Edel Margrethe født Rasch, og jomfru Constance Aall». Doktor Møller beboede og eiede den nu saakaldte «Floodegaard» ved Dampskibsbryggen. Han døde 1796, Sønnen, Hans Eleonardus Møller f. Han var gift med Inger Aall, Datter af Nic. Møller paabyggede den af Nils Aall opførte «Floodegaard» en Etage, gav Landstedet Aakre dets nuværende Udseende og byggede «Ekeli», hvor hans Svigersøn Amtmand Aall en Tidlang boede. Gamle Doktor Møller der byggede Aakre skal have slaaet sammen 3 Gaardsnumere, hvoraf Østre Borge var det ene. Familien Linaae Ogsaa denne er af dansk Æt. Den ældste af Navnet Linaae som den nulevende Slægt af Navnet har Rede paa, var Hans Linaae, født 1705 og gift første Gang 1739, anden Gang 1755. En Søn af første Ægteskab, Hans Linaae, født 1747, var bosat i Langesund, hvor han var Lodsoldermand og gift med Alette Cathrine Sivertz. Han eiede og beboede den Gaard som endnu af gamle Folk i Langesund kaldes «Linaaegaarden». Gamle Lodsoldermanden havde 5 Børn, Sønnerne Jørgen og Poul samt Døttrene Helvig Susanna, Karen og Marie. Alle disse kom senere til at bo i Porsgrund, tildels paa Østsiden og tildels paa Vestsiden og idetheletaget havde Navnet Linaae stor Anseelse og hørte til de finesle Familier i Porsgrund. Han var gift med Mette Borelly som var af fransk Æt. Hendes Fader indvandrede under den franske Revolution til Norge og bosatte sig i Arendal. Linaaes havde 3 Sønner og 4 Døttre. Linaae førte et stort Hus og tjente mange Penge ved Skibsrederi; i mange Aar førte han ogsaa selv Skib. Han døde i Midten af Syttiaarene; hans Frue døde mange Aar før ham. Poul Linaae Hans Linaae's anden Søn var født i Langesund 1791. Han viste allerede som Barn Anlæg for Tegning; han afbildede f. Akvarelmaleri lærte han i Edinburgh; malte han ogsaa i Olie. Han har malet flere større Billeder af Porsgrund, saaledes et i 1835 hvor den Gaard er «Floodegaarden» ved Dampskibsbryggen og fortsette, nedover hvor man kan kjende adskillige Gaarde igjen som nu er brændte. I Langbakken ser vi gamle «Floodebutikken», men dengang var denne Gaard i 2 Etager. Paa et andet Billede fra 1840 ser vi Porsgrund fra «Borgeaasen» hvor hele den Øvre Bydel viser sig som den var for 67 Aar siden. Ligeledes har han malet et Billede fra «Bolvik» fra 1855. Han var derpaa Bogholder ved Aamdals Verk og opholdt sig fra 1838 nogle Aar i Sverige, blandt andet som «Kämmerer» hos Friherre Bonde paa «Säfstadholm». Han malede for Kronprins Oscar et Billede af den svenske Flaade i Stockholm. Efter i 40-Aarene en Tid at have været Forvalter ved Bolviks Jernverk, bestyrede han «Gjemsøgodset». Han levede siden i Porsgrund som Bogholder, og døde 1866 under et Ophold i Langesund. Familien Folkman Man antager at dette Navn er af tysk Oprindelse, idet Skibsfører, senere Besigtelsesmand Arnt Severin Folkman i Porsgrund, havde Forfædre der bar Navnet Volchman. Hans Forældre var Toldskriver Folkman Arnesen Freck og Andrea Marie født Rougtvedt. Toldskriveren var født paa Kongsberg og døbt i Kirken der 1745 som Søn af Myntmester Arne Arnesen Freck og Hustru Anne Cathrine Volchmansdatter Paulsen. Toldskriveren var altsaa opkaldt efter sin Morfar Volchman og tog derfor Navnet Folkman Freck og i de senere Generationer blev Navnet Folkman Slægtens Navn. Myntmesterens Søn, Toldskriver Folkman Freck var 3 Gange gift. Hans første Hustru var Anna Bolette Lange, Datter af Tolder Lange og Barbara født Monrad. De havde Bryllup 1777, Fruen døde i 1787 og havde i sit Ægteskab 2 Smaapiger. Aaret efter giftede han sig igjen, dennegang med Dorthea Rasch, Datter af og Lodsoldermand Ditlef Rasch og Constance født Berg; men Aaret efter blev han atter Enkemand, thi allerede den juni 1787 ringede Klokkerne baade i Østsidens og Vestsidens Kirke ved Fruens og hendes lille Barns Begravelse. Toldskriverens tredie Hustru var Andrea Marie Rougtvedt, Datter af Kammerraad og Foged i nedre Thelemarken og Bamble 1757-73, Andreas Rougtvedt, der boede paa Gaarden «Romnæs» ved Ulefos. Toldskriveren boede i «Folkmangaarden» og denne var i Familiens Besiddelse i over 100 Aar, idet den ved dennes Død gik over til Sønnen Arnt Severin Folkman. Toldskriveren døde 1808 og ved hans Død sad Enken igjen med 9 Børn - iberegnet de to efter første Ægteskab. Hun døde 1831 og samme Aar giftede Arnt F. Hendes Forældre var Overtoldbetjent i Langesund Christian Reiersen f. Zachariassen, født i Skien 1780. Arnt Folkmans Svigermor var af den flere Gange nævnte Wesseltofske Slægt, idet hun var Datter af den rige Skienskjøbmand Simon Zachariassen, der var gift med Karen Hansdatter Chrystie i Brevik. Gaarden Bjørndalen Ældre Folk kan fortælle, hvor romantisk og vakkert Strøget var i gamle Dage omkring det Bjørndalen, der brændte for nogle Aar siden. Del husker tilbage fra de var Smaabørn, naar de i de sollyse Vaardage gik opover der, for at plukke Blaaveis, - Hvidveis og Nøgleblomster som stod i Kratskoven ved Gaarden. De taler om den vakkre gamle Allé af Hassel og Oretrær - der almindelig gik under Navnet af «Filosofgangen» - der strakte sig fra Veien og op til Gaarden Bjørndalen. I den skyggefulde Allé stod der flere Bænke som gjorde det end mere hyggeligt. De fortale om den velstelte Have med de store blomstrende Hyldetrær og det smukke Parkanlæg med Granbarsofaer og Bænke her og der. I Parken var der smaa Broer der førte over rislende Bække og under Fjeldet var der en Keglebane. Paa den anden Side af Landeveien var der Frugttrær og Bærbuske i Mængde. En liden Port førte til Landeveien nærmest Porsgrund. Bjørndalen var, saavidt vi ved, Sorenskrivergaard ifra 1775 og til 1851; thi i 1775 blev Hans Thomas Lange udnævnt til Sorenskriver i nedre Telemarken og Tins Prestegjæld i Øvre Telemarken under Bratsberg Amt, og boede der. Han var født 1744 og blev altsaa Sorenskriver kun 31 Aar gammel. Han døde 1792 - 48 Aar gammel. Han var gift med Frøken Anne Holck Kaasbøl. Der er en smuk Graasten over Sorenskriver Lange og Frue paa Vestsidens Kirkegaard; men adskilligt af Indskriptionen er i Aarenes Løb udslettet. I 1792 kjøbte Sorenskriver Wessel Bjørndalen og boede der til sin Død i 1851. Det var en lav en Etages Gaard, men den indeholdt mange Værelser, og Kontorbygningen indeholdt Sorenskriverens og Kontorfuldmægtigernes Kontorer og disses Værelse. De Fuldmægtige og Kontorister der var paa Sorenskriverens Kontor i den Tid var iblandt andre: Bollman, senere Prokurator i Skien; Søren Blom, senere Byfoged i Brevik; Borchsenius, senere Foged i Skien. De to sidste fik til Hustruer, Husets to Døttre paa Bjørndalen. Sønnen Hans Wessel var ogsaa paa Faderens Kontor; han blev senere Borgermester paa Fredrikshald. Han var lang Tid Eier af Gaardene Bjørnstad og Klyve, og var da autoriseret Underretssagfører i Bratsberg Amt. Blev gift i 1836 med Bernthine Beate Plesner, Datter af Foged Bendix Plesner i nedre Telemarken og Bamble og Anne Elisabeth f. Sorenskriver Wessel var tre Gange gift; først med Anna Margrethe Schjelderup; anden og tredie Gang med Frøknerne Huitfeldt, Døttre af Generaladjutant og Kaptein Hans Vilhelm Christopher Huitfeldt og Gjertrud Christiane f. Selmer og havde ialt 11 Børn. Gamle Sorenskriveren omtales som en snil og godgjørende Mand mod alle sine Venner og ikke mindst mod sin Slægt. Saaledes nævnes, at han havde 3 gamle Søstre i Huset; foruden disse optog han i sit Hjem en gammell Kaptein Wærenskiold og en Frøken Schøller, der begge var der til sin Død; ligeledes en Søn af Digteren Johan Herman Wessel, der var paa Sorenskriverens Kontor og var som en Søn af Huset. Han hed Jonas Wessel var f. Hans Fader var allerede død 1785 og Moderen døde 1812 de havde Bryllup 1780 og den unge Wessel nedsatte sig senere i Porsgrund, som Prokurator ved alle Over og Underretter i Norge. Ogsaa to Brødre Randers, der var Sønner af Sorenskriverens Halvbroder bleve opdragne der. Sorenskriveren havde sit 50 Aars jubilæum januar 1843. Da blev der gjort stor Hæder og Stads af den gamle Sorenskriver der var af holdt af alle. Paa Bjørndalen var der som paa de større Landsgaarde stort Landsstel. De havde 4 Heste, 10 Kjør og en Masse Smaafæ. Til Slutning maa den, i de Tider bekjendte Skriverbrønd omtales, der gjaldt for at indeholde det bedste Vand i hele vestre Porsgrund. Den gjæve bonde Anders Aagensen Rougtvedt Gaarden Rougtvedt var i gamle Dage egentlig udlagt til Skrivergaard, men Anders Aagensen havde forpagtet eller bygslet en større Del af Eiendommen for sig, sine 3 Sønner og disses Hustruer for Livstid. Ved Flid og Arbeidssomhed sent og tidligt oparbeidede han disse jordstykker han havde Tilladelse at benytte, og ingen Gaardbruger i hele Amtet havde slige gjilde Kornagre som han. Rougtvedt var derfor den eneste Gaard da Krigsaarene kom, der havde Korn at sælge i Bratsberg Amt. Men allerede i 1773 fik han for sin Dygtighed flere Erkjendtlighedsbevis og deriblandt ogsaa en Medalje af Sølv hvormed fulgte en kongelig Skrivelse der lød saadan: Min gode Anders Rougtvedt! Eders Flittighed med at dyrke Eders jord og Eders kristelige Ynksomhed for Eders trengende Næste har Gud velsignet med saadant Forraad af Korn, at 1 har kunnet udeøve Barmhjertighed. Hans Majestæt vor kjære og gode Konge, har hørt, at en af hans Bønder i Telemarken tænkte og handlede saa vel, og for at vise Eder og alle sit naadige Bifald, giver han Eder herved denne Medalje. Til Lykke med dette sande Ære Tegn. Bliv ved i Eders Flittigheds kristelige Barmhjertighed; og gid alle gode norske Bønder som hører dette, maa vorde Eders Efterfølgere! Norges og Danmarks Konge var i hin Tid Christian den Syvende, der var gift med den engelske Prinsesse Caroline Mathilde. Men da Kongen i mange Aar var sindssyg, er Brevet skrevet af hans yngre Halvbroder Friderich, der en kort Tid af Navn var Leder af Regjeringen. Han var 20 Aar dengang. Det gamle 134 aarige Brev hænger i Glas og Ramme paa Væggen hos sin nuværende Eier, der ogsaa er i Besiddelse af den store og smukke Medalje. Flere af SøIvskeerne som Anders Rougtvedt fik, er i Slægtens Eie; paa en af disse staar med Skriveskrift: «Bratsbergs Amt Opmuntringsselskab 1781». Paa Bagsiden af Bladet er et stort graveret Blad. I Krigsaarene viste han sit gode Hjertelag derved, at Fattigfolk, naar de henvendte sig til ham, kunde for liden eller næsten ingen Betaling faa kjøbt saa Iidet som en Skjæppe af denne kostbare Vare, som næsten ikke Rigmanden kunde skaffe sig og sine. Men Anders gjorde ingen Forskjel han; Fattigfolk med sine surt erhvervede Kobberdanker stod ligesaa høit hos ham som den mægtige Rigmand med sine opdyngede Skatte. Men omsider blev Regjeringens Opmærksomhed henvendt paa ham for hans Flid og Dygtighed som Jordbruger. Han fik nemlig Brev fra Exellensen Løvenskiold paa Fossum at han førstkommende Søndag skulde møde i Solum Kirke for at modtage et Erkjendtlighedsbevis. Dette gjorde han, og efter Gudstjenestens Slutning i hele Menighedens Nærvær blev han overrakt en Medalje af Sølv med Inskription og samtidig et Brev, hvori gaves ham Tilladelse til at benytte hele Eiendommen. Han erholdt ogsaa et Sølvbæger fra Bratsberg Amts Opmuntringsselskab, hvilke paa den ene Side bar en Bundt med Kornaxs paa den anden følgende Inskription: «Agtværdige! Anders Aaget er hans Navn - Rougtvedt Gaarden heder! Borgestad gaard Allerede for Reformationen 1530 berettes der om en Iiden Kirke der laa paa dens Grund og B. En Mark kaldes derfor endnu Kapeljordet og paa en ø under Gaarden fandtes i 1777 et gammelt Sværd i en Bakke som Løvenskiold lod udjevne. Det Aar kom den ved Mageskifte i Skiensborgeren Gjert Clausens Besiddelse, og ved hans Død overtog hans Enke Anna Gundersdatter Gaarden. I 1691 pantsatte hun den for 600 Rd. Generalmajoren var af tysk Herkomst og var født i Sachsen 1638. Han gik i svensk Tjeneste under Karl den Tiende Gustaf og blev fangen ved Nyborg 1659. Det følgende Aar gik han ind i den danske Hær og blev 1615 Oberstløitnant ved Gyldenløves Dragonregiment og 1677 Oberst ved det Akerhusiske Infanteriregiment. Han blev Generalmajor 1699 og døde paa Borgestad 1709. Han var gift 4 Gange; hans fjerde Hustru hed Anna Clausdatter, født 1659 og var Datter af Lagmand i Skien Claus Andersen. Hun var Enke etter Stig Anderssen, Tønsberg. Hun døde paa Borgestad 1713 og havde Ord for at være en meget virksom Dame der baade drev Trælasthandel og lod bygge Skibe. Hun var meget afholdt af sine Undergivne og trakterede ofte Bønderne med en Skaal øl, naar de kom trætte tilgaards; - hun gav dem ogsaa Korn og Udlæg til deres Skatte. Bønderne var derimod rædde for hendes Tømmerfut Daniel, der var vrang og lei at komme ud af det med. Baade Generalmajorens og hans Frue Anna Clausdatters Portrætter Malerier opbevares endnu paa Borgestad. Han er i Uniform og har et mildt og godt Udryk i sit Ansigt trods den uklædelige store Paryk. Hun er fin og vakker og ser svært ung ud; efter Klædedragten at dømme og den smukke Haarfrisure kunde hun gjerne være en Dame fra Nutiden. Generalmajoren havde fra sit første Ægteskab en Søn Hans Jacob Arnold f. Han var ifra 1736-58 Feltmarchal i den norske Hær og var overmaade dygtig og afholdt; han døde i Kristiania i December 1758, 90 Aar gammel barnløs. Alle disse 3 af Familien Arnold blev bisatte i et muret Ligkapel ved Gjerpen Kirke. Sønnen blev indsat her i Juni 1759. Dette blev nedrevet 1870, da Ligene med de indre Kister blev begravede paa Kirkegaarden. Ligkapellet blev indrettet 1699 og Generalmajoren og hans Frue Anna Clausdatters Navne stod udenpaa Muren med store jernbogstaver l: A: A: C: D: 1699. Det stod altsaa færdigt 10 Aar for Generalmajorens Død. Gaarden tilhørte senere Major Hans Holmbo der i 1731 solgte den for 3400 Rd. Han var gift med Margrethe Deichmann og var ogsaa Eier af Bolvig og Fossum. Dennes Arvinger tilskjødede i 1760 Kancelliraad Bartholomæus Herman von Løvenskiold den for 4000 Rd. Denne var forannævntes Søn og født 1729 og døde 17 Mai 1788. Han var gift med Edel Margrethe f. Rasch, født 1728 i Kristiania, død 1795 paa Borgestad. Datter af Rektor Rasch og Frue f. Efter dennes Død gik Gaarden over til hans Søn Kammerherre Løvenskiold, der byttede den bort til sin Svoger Jacob Aall med den saakaldte Kammerherregaard i Porsgrund. Fra samme Aar fik Borgestad ved kongelig Resolution Ret til Indladning og Udskibning lige med Ladestedet Porsgrund. Jacob Aall var Søn af Niels Aall f. Jacob Aall arvede efter sin Fader meget jordegods i Telemarken; men ved hans Død var Boet fallit og Borgestad blev kjøbt af hans Stedsøn Realf v. Senere tilhørte det dennes Søn Kand. Erik Johan Cappelen der tillige var Bankadministrator, f. Gift 1853 med Maren Dorthea Blehr f. Jacob Aall havde i sit 2det Ægteskab 4 Smaapiger, Edel Margrethe f. Han fik Afsked i Naade fra Sogneprestembedet 1. De ere begravede paa Østsidens Kirkegaard. Denne døde allerede 1836 og hans Enke giftede sig for 2den Gang i 1843 med Toldkasserer i Grimstad Henrik Jørgen Rasch. Sidstnævnte døde 1854 og hans Frue 1881 og er begravet paa østsidens Kirkegaard. Bendikte Henrikka Charlotte Dorthea f. Jacob Aalls fire Smaapiger havde en dansk Dame, Frøken Schau, til Guvernante. Hun var meget flink i Sprog, særlig i Fransk; likeledes i franskt Broderi og alleslags fine Haandarbeider. Hun var meget anseet og blev betragtet som et Lem af Familien. Et Aar fulgte hun et par af sine Elever ned til Kjøbenhavn og reiste de da i Følge med «Sølvvognen». Vognen havde faaet sit Navn deraf, at den transporterede Sølvmynt fra Kongsberg Sølvværk til «Kongens Kjøbenhavn» og blev eskorteret af bevæbnede Soldater for at forhindre Overfald og Røveri paa Reisen gjennem Sverige. Dette var medens Norge var forenet med Danmark, altsaa før 1814. Men hendes Syn blev i Aarenes Løb daarligere og daarligere, hun maatte derfor slutte Skolen og atter flytte til Borgestad, hvor hun fik et godt Hjem hos Realf Cappelen gift med Presten Stenbucks Datter i Eidanger. Her sad hun blind de sidste 20 Aar og døde i januar 1857. Hun er begravet i Gjerpen. Hun var lidt originalt klædt, idet hendes Dragt bestod i korte Kjoler med kort Liv og store Skinkeærmer. Pandehaar med forlorne Krøller ved Tindingen og paa Hovedet en stor Blondekappe med brede pibede Blonder omkring og kulørte Baand under Hagen, og ligeledes samme Slags Baand til Sløifer og Pynt paa Kappen. Om Vinteren paa sine Kjøreture havde hun fin Silkepels med Forværk og kantet med Bjørneskind, en stor Hat med Fjære efter Datidens Skik og Brug og en Bjørneskindsmuffe. Muffen var mindst 1 Alen bred og lang. I 1704 havde Generalmajor Arnold Besøg af Fredrik den Fjerde, paa Borgestad; Kongen skulde videre opover til Fossum. Det Værelse hans Majestæt benyttede - kaldet Kongens Kammer - bevaredes uforandret i 6 Generationer indtil 1882 da Gaarden undergik en omfattende Reparation. Tapetet i dette Værelse var forgyldt og forsølvet, hvoraf Rester endnu opbevares. Paa Bjelkerne i Kjelderen under «Kongens Kammer» læses Aarstallene 1696 - 1697 - 1698. Et andet Værelse som i sin Tid benyttedes af Bispinde Deichmann, Carl Deichmanns Moder har beholdt sine malede Tapeter i Rokoko. Borgestad Gaard har fra 1881 tilhørt Statsraad Gunnar Knudsen. Gaarden Bjørntvedt Flere gamle og rige Slægter har eiet og beboet den vakre Eiendom Bjørntvedt i Eidanger. Efter Sigende stammer Navnet fra den Tid, da Bjørn af og til havde Tilhold i de store og tætte Skove der tilhørte Eiendommen, og endnu kan gamle Folk fortælle, at de af sine Besteforældre og Oldeforældre som Smaabøn har hørt Fortællinger om, hordan Bjørnen kunde husere i Kornagrene om Natten deroppe, saa Mandskab maatte jage den væk med store Staure eller skremme med at skyde paa den. Den første der med Sikkerhed vides at have boet der og eiet den er Henrich von Josten der efter Navnet at dømme har været af tysk Adel. Der vides paa Navnet paa 4 af hans Børn, nemlig: Kjerstine, Helvig, Anne Marie og Nils. I 1695 sees af et Retsdokument der er dateret Bjørntvedt St. Henrich von Josten boede paa Bjørntvedt Gaard hos sin Datter Kjerstine der var gift med Jørgen Holst. Denne var Søn af Kjøbmand i Skien, Jørgen Pedersen Holst d. Disse bIeve viede i Skien 21 juli 1667 og deres ældste Barn, Datteren Marthe, f. Han var den første af Navnet Wesseltoft her i Landet. Kjerstine Henrichsdatter Josten, Enke efter Jørgen Holst, skal senere have giftet sig med Johan Aamodt i Brevik. Helvig Henrichsdatter Josten blev gift med Rasmus Malling i Porsgrund. Disse havde Sønnerne Mikal og Hans. Mikal var Raadmand og Byfogd i Drammen og blev i 1742 gift med Barbra Hansdatter Neumann f. Hendes Fader var en af de rigeste Kjøbmænd og Trælasthandlere paa Bragernæs, og var gift med den rige Elisabeth Sofie Jacobsdatter Karre. Mikal døde i Drammen 1762, 57 Aar gammel. Hans Malling var Forretningsmand i Drammen og denne By har et Legat der bærer hans Navn. Legatet der er stiftet af Hans Mallings Arvinger i 1857, var omtrent paa 11. Anne Marie Henrichsdatter Josten blev gift med Sorenskriver Hans Jespersen. Disse var Forældre til Kommandør Richard, som døde som Guvernør paa Kristianisborg i Tranquebar i Østindien. De ligger begravet i Siljord Hovedkirke. Nils von Josten var Kjøbmand i Skien og gift med en Datter af Halvor Borse. Han var en meget rig Mand. Deres Datter Margrethe blev gift med Nils Jacobsen Aall, Stamfader til Slægten Aall her i Landet. Foruden Margrethe var der 5 Døttre til, hvoraf en var gift med Sorenskriver Hichmann i Senjen i Nordland; en var gift med Amtmand Jacob Lindberg og en med Amtmandens Broder, Kancelliraad Lindberg. En var gift med Kommandør Eilertsen; hun skulde været en stor Skjønhed, saa at Fredrik den Fjerde var saa naadig imod hende, at han henimod en ½ Times Tid « opholdt sig i Diskours med hende», begge staaende ved et Bord. Den yngste Datter var gift med Krigsraad Suchon. Bjørntvedt tilhørte den ældre og den yngre von Josten til 1719 da blev den kjøbt af Sekretær Leopoldus. Allerede 1713 eiede han Bjørntvedt og i 1714 døde hans Hustru Inger der. Hans anden Hustru hed Kirsten Søfrensdatter Brinck og var fra Arendal. I 1739 blev baade han og Sønnen Herman adlet under Navnet Løvenskiold og døde som Konferentsraad i 1750. Begge hans Fruer blev nedsatte i den murede Løvenskioldske Begravelse ved Eidanger Kirke. I 1762 blev Bjørntvedt Gaard og Lasteplads ved Porsgrund solgt til Chr. Anker og i 1782 til Nic. Aall som siden 1777 havde været Medeier. Fra 1739 findes Nils Aalls Navn underskrevet paa de gamle Dokumenter eller Grundleiebøger over Bjørntvedt. Navne som Lars Bowmann og Povel Schjoldborg findes afvexlende med Nils Aalls indtil 1775. Aalls Død i 1798 overtages Bjørntvedt af hans yngste Søn, der ogsaa hed Nic. Han døde Pintseaften1811; hans Frue døde 1849 i Kristiania. Senere har Eiendommen Bjørntvedt været i Familien Wrights Besiddelse. Presternes navn ved Eidanger kirke Om Eidanger Kirkes Alder er ingen Efterretning at finde; men at den er meget gammel kan man forstaa af et Skjøde som er dateret 4de Paaskedag 1521, hvorved Sognepresten Eschild Ingvunarsen ved Mageskifte, fik lagt til den paa Moen Norden for Kirken afbrændte gamle Prestegaard, den nuværende Prestegaard Adelheim kaldet. Han boede og døde i Slemdal. Hans Enke overlevet ham og boede paa nordre Valler, endskjøndt søndre Valler var Enkesæde. Han forbedrede Prestegaarden, plantede Frugttrær, anlagde Springvand. Hans Fader var Skovridder hos Kong Fredrik den Tredie, og han selv havde været Skibsprest hos Tordenskjold. Flere Capellaner under ham fratraadte Embedet. Han boede i Brevik, men ligger begravet i Eidanger. Han efterlod Præstegaarden i en halv nedfaldende Stand. Skov og Buskads voxede overalt; endel af Gaarden var ogsaa ophugget til Brænde. I hans Tid blev Eidanger Kirke udvidet med en Tilbygning af Træ. Hans Talegaver trak mange til Eidanger Kirke. Denne Mand var belærende og hans hele Fremgangsmaade gik ud paa at gavne Sognet og Beboerne. Han var gift med Hermine Hammond fra Rakkestad som døde i Porsgrund 91 Aar gammel. Ved Stenbuck blev Slemdal skilt fra Eidanger og lagt til Gjerpen. Hans Lig førtes til Fredrikshald hvorfra hans Kone var. De havde ingen Børn men 2de Adoptivdøttre: Marie Breder gift med Kand. I hans Tid 1860 blev Adolf Johannes Boye Sogneprest i Brevik, som da blev eget Kald. Esmark, residerende Capellan i Brevik som han fraflyttede i 1849 havde 64 Spd 256 Kr. Nielsen samlede endel gamle Optegnelser. I hans sidste Leveaar var han sygelig, saa Kaldet styredes af per. Johannes Flood og Ole Ugland. I hans Tid megen aandelig Vækkelse. Holmboe 1883-1899 der formedelst Sygdom søgte Afsked og flyttet til Namsos til sin Datter hvor han døde. Schøning ere de 2 sidste Sogneprester i Kaldet. Ved Sogneprest Halvor Nielsen Gjerpen og Tolder Erboe, blev Sakristiet opbygget tilligemed et privat Ligkapel. Udflugter til Hvor mange Porsgrundsfolk mindes ikke endnu det gamle og kjære Øvald ved Eidangerfjorden, der blev nedrevet for flere Aar siden for at skaffe Plads til Eidanger Badehotel; thi ved Navnet Øvald dukker der svundne glade Minder frem fra den Tid, da de derude hos Nils og Johanne. Naar Mai kom med sine Solskinsdage og vakre Iyse Sommeraftener, naar Birkeløvet begyndte at sprætte og Markerne at grønnes og Blaaveisen og Hvidveisen stod i tætte Klynger langs Skovkanten, da begyndte ogsaa Folk at længes efter at tage Smaature til Eidanger - det vakre naturskjønne Eidanger! Saaledes har det været fra lange Tider tilbage. Generation efter Generation helt til vor Tid, synes det har været en stor Nydelse at kunde tilbringe en Sommerdag ude ved Eidangerfjorden og indaande den rene, friske Luft, tage sig et forfriskende Bad eller ogsaa faa en Baad og ro ud paa Fjorden for at fiske. Det er kun den Forskjel, at nu kan man reise didud med Toget og naa frem paa nogle Minutter; men forhen maatte man spadsere de lange ensformige - Myrer med fuld Oppakning af Kurve, Poser, Spand og deslige, der indeholdt Niste for Dagen, medens Solen sendte sine brændende Straaler ned og gjorde sit til, at de Spadserende vare næsten overgivet af Hede og Træthed, naar de omsider naaede Skoven ved Valler. Her maatte Kurvene frem og lndholdet undersøges, om der ikke fandtes lidt kjølende Drikke, der kunde serveres og give nyt Mod for de trætte Vandrende. Havde man da hvilet godt ud, var det at tage sine Kurve og øvrige Sager og lægge ivei opover den lange Bakken, der hvor Skoven begyndte. Men kommen op her var det værste af Veien tilbagelagt og man fortsatte igjennem Skoven under gemytlig Passiar om, hvordan man vilde tilbringe Tiden derude. Og naar man kom saa langt som til Prestegaardens jorder og strøg forbi de gamle Egetræerne, saa var det ligesom man gjensaa gamle, kjære Kjendinger og Tanken for langt tilbage i Tiden til den Prest i Eidanger, der efter Sagnet havde plantet disse Trær - et for hver af sine Døtre. Man maatte uvilkaarlig mindes et Digt om Eidanger hvori der staar: «Herude i Eidanger, hvor friskt og grønt dog alting staar; her jubler Skovens Sanger og sine Triller slaar! Her Furutræet kneiser - ja, det kneiser, og Granen rank sig reiser, saa høvisk stolt den staar! Her i Eidanger findes, saa mange store smukke Trær, ei nogensteds man mindes, slig Hængebirk som her! Og se de gamle Ege - gamle Ege, som Prestejordet præge, helt høitidsfuldt det er! Gad vide, om der er kommet nogen før os til Øvald idag; ja, lad os nu bare skynde os da», og saa strøg man med Fart nedover Bakken og det lille Stykke Vei der var igjen, for snart efter at svinge ind paa Øvalds Gaardsplads og gjøre sin Indtrædelse der, med at hilse paa de gamle Venner, Nils og Johanne. Nils traf man som oftest ude paa Tunet stille og alvorlig at stelle med Fiskesnørerne sine, som vare ophængte paa Udhusvæggen, imedens Johanne almindelig ruslet inde i Kjøkkenet eller Bryggerhuset med sit daglige Stræv. Kommen ind paa Tunet var det i en Hast at sætte fra sig Bagagen for at hilse paa Nils, og spørge om, det var noget iveien for, at man kunde være der den Dagen; derpaa at styre Kursen hen til den lille Forstuegang og ind i Stuen for at hilse paa Johanne. Hun var altid venlig og i godt Humør, gamle Johanne; kvik og morsom kunde hun ogsaa være og syntes bestandig det var saa gjildt naar der kom kjendte Folk ud til Øvald. Naturligvis blev det Kaffekjedlen, der først og fremst skulde over Brandjernet i Bryggerhuset - det gamle rare Bryggerhuset, hvor der fra Døren ud til Tunet og ned til Skorstenen, var rent et lidet Bakkehæld. Johanne kogte altid Kaffen for de Fremmede, og man overgav i hendes Hænder alle Kaffetutterne, som Kurvene indeholdt; hun var rent en Mester i at lave deilig velsmagende Kaffe. Og saa klar som hun fik den, men man havde rigtignok Kaffeskind med i hver Tut. Imidlertid blev Bordet dækket oppe paa Bakken under de 2 store Asketrær; Kurvene kom atter frem og Indholdet undersøgt, og nu fik man travlt med at placere paa Bordet de mange deilige Sager der var bragt med udover og som man havde slæbt med sig den lange Vei fra Porsgrund. Naar Kaffen var færdig, saa rapporterede Johanne fra Bryggerhusdøren «a, nu var den kogt» og paa et Vink at man gjerne vilde have den op til sig, saa man Johanne med den mest høitidelige Mine, hun kunde sætte, komme anstigende ud af Bryggerhusdøren, bærende forsigtig den duftende Kaffekjedel, og at sætte den fra sig paa Bakken, for at Selskabet selv kunde skjænke den. Man bænket sig da rundt Bordet under Latter og Lystighed og mange ældre Porsgrundsfolk kan vist endnu huske et sligt Maaltid, hvor deiligt Maden og Kaffen smagte herude i den friske Luft efter den lange Spadsertur. Efterpaa slængte man sig ned paa Pakken for at hvile lidt, men den blev af kort Varighed; thi snart var Konversationen i fuld Gang om, enten man skulde tilbringe Tiden med at reise ud at fiske, eller holde sig paa Landjorden. Nogle foretrak dette, andre hint og enhver fulgte da sin Lyst. I Dagens løb kunde der ankomme det ene Selskab efter det andet til Øvald - især naar det led lidt længer hen paa Sommeren. Man kunde ofte træffe Bekiendte der, og man slog sig da sammen forat have det rigtig hyggeligt og tilbringe Aftenen isammen. Hvor mange Gange har ikke Ungdommen fra Porsgrund i den lyse Sommerkvæld derude paa Tunet legt «3 Mand i Vinden», - «sidste Par ud» og «slaa paa Ringen». Hvor har man ikke frydet sig, naar man sad rundt Aftensbordet og spiste den deilige afkogte Hvitting, med nygroede Poteter og Persillesmør til? Ingen kunde vel koge og servere Fisken mere delikat end Johanne Øvald og endnu hører man ofte ældre Folk her i Byen sige: «Saa deilig alkogt Fisk som vi fik ude paa Øvald faar vi sjelden nu! Her ved Eidangerfjorden havde hun som jentunge sprunget og legt, her havde hun med sin Far mangen Sommeraften siddet i Baaden og fisket, saa det Vers af Sangen godt kunde passe paa hende: «Her paa Eidangerfjorden at vugge sig en Sommerkveld, ei nogensteds i Norden jeg finder mig saa vel. Især naar Solen haster - ja den haster - og Maanen Sølvglands kaster, henover Fjordens Hvælv! Stammoderen med det stolte Navn Maria Lukretia von Bøschlager, boende paa Hvalen, eiede Øvald. Hun var kommet herop fra Tyskland og gift med sin Fuldmægtig Peter Jacobsen. Hendes Datter var gift med John Theiste, Prest i Eidanger 1656. Disses Datter Sophie, - der blev gift med en Skrædder Bent fra Skeberg, havde faaet Ødevald i Faddergave af sin Bestemor. Efter Navnet at dømme skulde man næsten tro at Øvald i de Dage var en større Eiendom med tilhørende Skov. Senere blev disse Ægtefolk de første Husmandsfolk paa denne Plads. Deres Søn Jørgen Bentsen Ødevald f. Disses Datter - Malene Jørgensdatter Ødevald, ægteviedes 1766 til Sømand Gunder Olsen af Porsgrund og de bleve boende paa Øvald. Deres Søn Ole Gundersen f. Deres Datter Johanne Elise Olsdatter Øvald f. Johanne nedstammede altsaa i 6te Led fra Adelsdamen Maria Lukretia von Bøschlager. Mærkværdig hvor gamle de alle ere blevet derude, og Nils og Johanne vare ogsaa gamle Folk, da de døde. Det sidst nedrevne Øvald, som vi kjendte, skulde være meget gammelt og var bygget af en nedrevet Søbods Tømmer, enten fra Stathelle eller Sætre ved Brevik. Madpriser, vedpriser og tjenesteløn i Skiensfjorden for en 130 aar siden Vi skal begynde med Kjød, for at se hvilken Forskjel det er paa Kjødpriserne dengang og nu. Fra Eidanger, Solum og Gjerpen fik Porsgrund, alt det Kjød, Byen tiltrengte i den Tid, og Porsgrundsfolket klaget over de høie Priser, som Bønderne begjærede for de Levnetsmidler, de bragte til Byen. Gang paa Gang blev der fremført Klage over, at man paa Grund af de daarlige Veie herfra og til Larvik ikke kunde faa, hvad man tiltrengte af Kjød fra Grevskaberne, da dette baade var federe, bedre og langt billigere. Men Landeveien var i en saadan elendig Forfatning, at den næsten var ufremkommelig, saa Reisende, der kom fra Larvik og skulde til en af Byerne her i Skiensfjorden, til enkelte Tider af Aaret maatte tage Baadskyds fra Helgeraaen og lade sine Kjøretøier staa igjen der, endskjønt det havde været langt lettere og mageligere at reist Landeveien helt frem. Ja, saa var det Kjødpriserne da, som istedetfor den Mynts Værdi som dengang brugtes, er forandret til samme Værdi af vor Tids Penge. For 6 Kilo Oxekjød 1 Kr. En Rype 40 a 60 øre; Kramsfugle om Høsten 3 øre pr. Et Snes Æg blev der ikke betalt mere end 40 a 53 øre. Hvad Fisk angaar, var det vist lettere at faa kjøbt den i gamle Dage end det nu er; thi stor og fed Aall fangedes i Lilleelven, og fra Frier kom der deilige og delikate Rødspetter og megen anden Fisk og fra Eidangerfjorden Hvitting, Torsk, og Kolje i Massevis; ja, om Vinteren kom der hele Læs til Porsgrund og Skien med Torsk, Sei, Helleflyndre og Lange. Eidangerfjordens Bergtorsk og Rødspetter stod der stort Ry af, og der fiskedes heller ikke saa lidet østers, men man foretrak Kragerø-østersen. I gamle Dage brugte man paa større Gaarde at have en Fiskedam i Nærheden med Karudser og anden Fisk, for ikke at være forlegen hvis det Tilfælde indtraf, at der i en Snarvending ikke var Fisk at faa kjøbt. Saaledes fortelles at der paa Bjørntvedt var en Dam med Aborre i, og at Sogneprest Mechlenburg i Eidanger havde Hyttefade, hvori var levende ørret og Torsk gaaende baade til sit eget Bord og til at forsyne sine Venner med. For 6 Kilo Lax var i den Tid Prisen 1. Vedprisen var i de Dage: for en Favn Birkeved 2 Kr. En Tjenestegutts Løn for pr. Aar var den Tid 40 a 53 Kr. De fik 3 Gange Mad om Dagen og desuden i Aannetiden Brød og Brændevin. Kosten bestod fornemlig i sur Melk og Brød med Spegesild til Frokost om Sommeren og om Vinteren ølsuppe og Sild. Middagen blev de trakterer med Velling, Erter, Kaal med Flesk og Kjød til, Pølser, saltet Torsk, Ludefisk og anden Sulemad, med Poteter, Smør og Mysesmør til. Om aftenen blev der kogt store Grødegryder til Tjenerne med sur eller sød Melk til; Grøden var enten af Bygmel eller Havremel eller af Gryn.